Menu

Jesper Juelsgård er ny DS træner i Horsens fS

image
11. juni 2025 kl. 15:46
Jesper Juelsgård er ny DS træner i Horsens fS

Jesper Juelsgård er ny DS træner i Horsens fS

 

Den nuværende træner for Horsens fS DS hold Sebastian Kattrup stopper efter denne sæson, da han har fået nyt trænerjob for Randers FC’s U17 hold. Nu er den nye træner på plads, og det bliver Jesper Juelsgård, der efter en lang karriere som spiller nu træder en ny vej, og bliver spillende træner for HfS’ DS mandskab.

 

-Jeg glæder mig og ser frem til et nyt kapitel i min fodboldkarriere. Jeg føler mig ikke færdig med fodbold, men efter en lang professionel karriere, har jeg haft et ønske om at trappe lidt ned som spiller, og i stedet se om trænerhvervet er noget for mig. Til dagligt bor jeg i Gedved, så for mig er det en perfekt kombination, at kunne starte som træner og fortsætte som spiller i HfS tæt på familien og min bopæl, udtaler Jesper Juelsgård.

 

Fodboldkarrieren har bragt Juelsgård omkring klubber som FC Midtjylland, franske Evian, Brøndby, AGF og senest FC Fredericia, så det er kendte adresser den nye HfS træner har optrådt på.

 

-Jeg har set HfS holdet i et par kampe, og haft nogle gode snakke med folkene omkring HfS og holdet. Mange af spillerne er unge og godt skolet fra deres tid i AC Horsens akademi, så jeg har fået et godt indtryk af en spændende trup, der især i foråret i denne sæson har gjort det rigtig godt. Sammen med Casper Johansen som assistenttræner og Søren Jochumsen som målmandstræner samt resten af teamet omkring DS holdet, ser jeg frem til at lære spillerne endnu bedre at kende, og være med til at udvikle dem yderligere som fodboldspillere, siger Juelsgård.

 

Hos HfS er man glade for tilgangen af en fodboldmæssig kapacitet som Jesper Juelsgård.

 

-Vi har været rigtig glade for samarbejdet med Sebastian Kattrup, der har sat et flot præg på både vores hold, spillere og setup i HfS, og vi ønsker Sebastian alt mulig held og lykke med hans videre karriere som træner. At vi har kunnet tiltrække et navn som Jesper Juelsgård vidner om, at HfS er et spændende sted at være for ambitiøse fodboldspillere, og nu glæder vi os til i den kommende sæson at samarbejde med Jesper og resten af træner- og holdlederteamet om at udvikle vores DS trup og setup yderligere, udtaler Lars Jæger fra HfS’ seniorafdeling.

 

Luk